08 mar

Nyhedsbrev – Så går vi ind i foråret i PACT

Så går vi ind i foråret i PACT

Løbetræning
Som nævnt i sidste nyhedsbrev starter vi op på løbe-/gå-træning den 9. Marts kl. 17.00, hvor vi mødes ved Cafe Pavillonen i Fælledparken. I første omgang er det hver anden mandag. 
Vi starter op med løbe-/gå-træning, hvor der er mulighed for at deltage på det niveau man er på, der er plads til den der spurter afsted og den der stadig mest er til at gå. Der vil både blive delt op efter niveau og være fælles øvelser alle kan være med til.
Man kan træne op til lige det man har lyst til eller bare har et ønske om at komme i gang. Pt er der PACT’ere der stiller op til 4-18-4 og Royal Run.
Kunne det være noget for dig, så meld dig gerne ind på eventet på Holdsport og/eller Facebook Begivenheden.

PACT Tøj
Så har vi fået forhandlet en ny aftale hjem omkring PACT tøj. Tøjet er af god kvalitet og logoet er indfarvet i stoffet. Farven er mørkeblå med grønt tryk, som vores tidligere tøj. Salget kommer til at foregå i forbindelse med et par arrangementer, hvor der er mulighed for at prøve tøjet. Dette bliver der skrevet yderligere ud omkring på facebook. Du kan også tage kontakt via vores mail, hvis du har interesse i at købe tøj.
I første omgang er der mulighed for at købe en løbe/trænings bluse, Cykel Bib-shorts, cykelbluse og en vindvest uden lommer.
Der vil blive arrangeret prøve muligheder d. 13.3 i Center for Kræft og Sundhed og d.14.3 i Ryesgade. Se nærmere på vores facebookside PACT for medlemmer for info eller tag kontakt via vores mail.

Klippekort
Grundet en god økonomi og evaluering på klippekortordningen, har bestyrelsen besluttet at prisen på klippekort sættes ned til 100 kr. pr klippekort med 11 klip, pr.1.5.2020.

Holdstatus
Vi har fået ny danseinstruktør. Hun hedder Lupe og underviser i zumba. Vi byder hende velkommen i PACT, og der er allerede en del der har mødt hende.
Efter en gennemgang af alle hold ud fra holdsport data, kan vi i bestyrelsen se, at der ikke er så meget aktivitet på tirsdags spinning og fredags yoga, med igennemsnit 4-5 deltagere pr gang på disse hold.
Derfor har vi i bestyrelsen besluttet af lukke ned for disse to hold pr 1.4.2020, hvis der ikke kommer flere deltagere inden.
Samtidig er der et stort ønske om at udvide onsdags yoga fra 1 time til 1,5 time. Det vil bestyrelsen gerne imødekomme på forsøgsbasis, ved at udvide til 1,5 time fra 1.4 og det vil fremadrettet koste 2 klip.
Der er god tilslutning på øvrige hold, de fungerer efter hensigten og vi fortsætter disse hold uændret.

Vejen er vild!
Aktivitetsweekenden i Vejen d. 22.2 var en god oplevelse. Der var en god stemning, stor fællesskabsfølelse hos deltagerne, som også har bidraget med evaluering, som kan komme nye aktivitetsarrangementer til gode. Læs mere om selve aktivitetsweekenden i en artikel her: https://pact.dk/vejen-er-vild/

Aktivitetsweekend – nu i Odense
PACT inviterer til aktivitetslørdag den 20. juni 2020 kl. 10.00-20.00
Aktivitetsdagen vil foregå på og omkring Byens Ø i Odense Havn. For jer der ikke kender Byens Ø, er det et super sted til alverden aktive udfoldelser.
Læs mere om Byens Ø her  https://www.odense.dk/brug-byen/fritid-og-udeliv/byens-oe Byens Ø ligger i gåafstand fra Odense St. Der er ligelede mulighed for parkering for dem der kommer i bil.
Vi mødes kl. 10 om lørdagen, hvor der om formiddagen vil være mulighed for enten cykeltur eller O-løb, mens eftermiddagen byder på yoga, forskellige boldspil, svømning mm. Vi har selvfølgelig sørget for godt vejr, da vi skal være ude det meste af dagen.
Fokus er på fælles træning og oplevelser, og ikke mindst gode timer sammen med andre PACT-medlemmer fra hele landet:-). Vi slutter dagen af med fælles spisning på Storms Pakhus https://stormspakhus.dk/
For dem der har mulighed for at blive til søndag, er der mulighed for privat indkvartering i Revninge, som ligger lige uden for Kerteminde, eller billig overnatning på Cabinn i Odense – eller Danhostel Kerteminde. Søndagen vil byde på brunch i Revninge samt gåtur og hygge i Kerteminde.
Meld tilbage på facebook begivenheden, hvis du er interesseret. Der kommer en bindende tilmelding senere med flere praktiske oplysninger  og logistik omkring transport mm.
Vi forventer at den samlede pris inklusiv frokost og aftensmad bliver ca. 150-200 kr.
Vi glæder os til at se jer i Odense
Tovholdere: Rasmus, Jens & 2 x Susanne

Generalforsamling
Så er det også blevet tid til generalforsamling. Vi har fastlagt datoen til d. 26.5.2020 kl. 19.00. Der vil være pizza til de fremmødte fra kl. 18.30. Derfor skal man melde ind om man kommer på Holdsport. Der vil også være mulighed for at prøve tøjet i forbindelse med generaforsamlingen til næste bestilling.
Mere info og selve indkaldelsen vil komme senere.

Mange hilsner fra Bestyrelsen.

Skriv et svar